Siden opdateret 20.05.2012
Der står en 7-årig dreng på Bedstemors Bro, han er klædt helt i hvidt, og er meget brun i lødden. Han og hans familie stammer fra den
indiske by Madras nuværende Chennai Billedet er fra ca. 1929. Hans moder havde fået tuberkulose og hele familien med tjenerskab, barnepiger og chauffører, var rejst den lange vej til Vejlefjord Sanatorium(VFS), for at hun kunne blive
helbredt. Moderen mrs. Jerbanoo Jamshed Dalal født Shapur Darasha i Bombay 09 november 1899, blev indlagt på Vejlefjord Sanatoriet. Familie med tjenerskab lod sig indlogere på Fakkegrav badehotel. Det var et farvestrålende
menageri, det eneste der manglede, var nogle løv ædende indiske elefanter i den grønne bøgeskov på nord siden af fjorden, så var fantasiernes fantasi blevet opfyldt, og mere orientalsk kunne forestillingen ikke have været.
Familien var meget velhavende, Shapurs farfar havde været skatteopkræver for englænderne i Madras området, og Shapurs far var læge.
For forståelsens skyld, hvorfor dette sceneri ved Sanatoriet, en opsummering af overlæge Johannes Gravesens CV. Han var på daværende tidspunkt overlæge på Vejlefjord Sanatorium.
Overlæge
Johs. Gravesen havde i 1913 været 2. reservelæge på VFS under professor Christian Saugmann. I 1916-17 var han amanuensis og assistent ved menighedssygehuset i Roskilde. Derefter 1. reservelæge ved VFS 1918-20. Sanatorielæge i
missionens tjeneste i Indien 1921-23. Johs. Gravesens praktisering i Indien havde gjort Vejlefjord Sanatorium kendt på disse breddegrader. Efter Saugmanns død i 1923 rejser han hjem, der ude fra, og bliver udnævnt til overlæge på
Vejlefjord Sanatoriet i en alder af 34 år. Gravesen hustru Ellen var i øvrigt født i Madras, som datter af missionær dr. theol. L. P. Larsen.
Shapur følte sig ikke særlig tilpas
i Danmark. Der var så meget han ikke forstod, han som hele sit liv havde levet en meget beskyttet tilværelse, med klare retningslinier for hvad man kunne eller ikke kunne, og med en barnepige eller en tjener på hver finger. Men med
fælles kræfter og megen god vilje fra flere sider, blev han sendt hjem til min moder. Hendes to ældste børn var på alder med Shapur. Shapur var født i 1924 og var ¾ år yngre end min søster og godt et
½ år ældre end min broder. I det venskab kom han til at opleve en frihed, uafhængighed og selvstændighed, som et velhavende indisk barn aldrig ville opleve i Indien. Shapur talte hindi og urdu med deres indiske tjenestefolk,
og engelsk med sin familie, og i løbet en måneder dansk med sine nye venner.
Det var ikke ualmindelig, at kurgæster var indlagt på Vejlefjord i længere perioder, og ofte flere gange i livet, da
tuberkulose havde en stor tendens til at vende tilbage, indlæggelser kunne være halve år. At blive helbredt med lys, luft, lettere motion, god mad og en sparsom medicinering, eller med operative indgreb som lungepustning eller elektrisk brænding
af død lunge væv, var ikke særlig effektivt. At blive helbredt for ”den hvide død”, lunge tuberkulose, var en besværlig og langsommelig sag, og dødeligheden var stor.
På
Sanatoriet var de ikke patienter eller indlagte, de var kurgæster!
Shapurs moder kom sig ganske langsom og efter ca. 1 år blev Gravesen og mr. Dalal enige om, at det italienske klima ville være godt for mrs. Jerbanoo
Dalals helbred, og hele familien med tjeneste folk, minus de imaginære elefanter, rejste til Italien.
Perioden i Italien blev kortvarig, mrs. Dalal fik lungehindebetændelse. Efter samråd med Gravesen rejste familien
tilbage til Vejlefjord.
Mrs. Jerbanoo Jamshed Dalal døde den 4. september 1932 umiddelbart efter ankomsten til Vejlefjord. Hun blev begravet på Stouby Kirkegård, Stouby Sogn Bjerred Herred, i en alder af knapt 33 år og ikke
brændt ved Ganges floden. Shapur talte nu hindu og urdu med tjenestefolkene, engelsk med sin familie, dansk med sin plejemor og sine danske legekammerater Inga og Jens Christian. Italiensk som han havde fået lært sig
i Italien , havde han ingen at tale med her i Danmark.
På det tidspunkt var en børnebog om en pind svine familie med pind svine far, pind svine mor og alle pind svine børnene meget populær, og de tre hørte den adskillige gange som godnat historie.
Sharpur der havde sprogøre som ingen anden. Han råbte gerne efter sin far, når han skulle hjem til Fakkegrav om aftenen, ”farvel din gamle pind svine far”, og hans far nikkede altid anderkendende til sin søn, for alt andet
lige, at han ikke forstod et klap af hvad Shapur sagde, men det var altid til stor morskab for Jens Christian, der i hvert fald ikke turde råbe den slags efter sin far.
For at komme til Vejlefjord var der dengang 2 muligheder,
hvilket var en bus fra Vejle eller Horsens. Fjordbåden var i treviderne holdt op med at sejle rutefart. Hvis man skulle fra Vejlefjord, var der også den lokale taxa vognmand Laurits Pedersen, der boede i et hus oven for bakken. Han udførte
alt særlig transport, som f. eks at transportere funktionærens børn i skole eller tarnsport af kurgæster, der skulle på indkøb i Horsens eller Vejle.
Dagen kom, hvor familien Dalal skulle
tilbage til Indien. Den nære familie skulle køres af Lautits Pedersen, de øvrige i selskabet måtte tage bussen. Afrejsen var svær for Shapur, Inga og Jens Christian. Jens Christian trak Shapur til side, og sagde til ham,
at når han gik ind af taxa døren, gik ham bare ud af den modsatte dør i den ande side, løb væk og gemte sig, så slap han nok for at komme til Indien. Så let gik det ikke.
2. verdenskrig kom,
Indiens frigørelse fra England kom i 1947, og begivenhederne bevirkede, at der gik mange år hvor den fysiske kontakter imellem Dalal og Lund familierne lå stille. Efter 1947 var det meget svært for indere, at få tilladelse
til at rejse udenlands, grundet svære valuta problemer for den Indiske stat. Men i halvtredserne dukkede en ganske ung smuk indisk kvinde op på Vejlefjord. Hun boede hos os en kortere periode. Hun gik i den traditionelle sari og havde en
rød plet i panden, og så rigtig orientalsk ud, når hun gik rundt i den danske bøgeskov i sine spraglede gevander. Hun havde en hilsen med fra Shapur. Vi var overbeviste om, at det sikkert var Shapurs kommende hustru. Men hans
hustru blev hun aldrig.
Shapur blev ingeniør, og var ansat i tyske Siemens indiske afdeling. Han fortog flere forretningsrejser til Siemens hovedafdeling i München, hvor han altid havde plads i rejseplanen til at besøge
sin danske plejemoder med eller uden hans indiske hustru. Det var altid en smule besværligt, for han elskede at komme uanmeldt, for pludselig stod han i entredøren.
Første gang han besøgte mine forældre
var i 1964. Mine forældre havde forladt Vejlefjord Sanatorium i 1957, da var Vejlefjord blevet solgt for den enorme sum af 7,5 millioner til Jysk Nerve sanatorium. Min fader havde fået ansættelse på Bispebjerg Hospital som leder Københavns
Kommunes fællesvaskeri , og de havde fået en lejlighed på Charlotte Muncksvej 27, vejen der går langs med hækken ind til Bispebjerg Hospital, og som skærer hjørnet af mellem Tagensvej og Tuborgsvej .
På daværende tidspunkt var jeg i Marinen og var chef på Y kutteren Y 360, der var tenderfartøj for ubåds eskadren. Jeg var blevet indkaldt som værnepligtig året før, og som følge
af min navigatoriske uddannelse, blev jeg taget som værnepligtig søløjtnant, og var indkaldt i 24 måneder fra 1963 til 65.
Jeg var blevet sendt til Kongsøre, hvor jeg på Isefjorden skulle
slæbe skydeskiver for korvetten Triton. Triton klassen var en serie både på 4 stk. Bellona, Diana, Flora og Triton, som var bygget i Italien, derfor gik de under navnet spaghetti bådene, bådene var vist lidt af en misforståelse.
På fordækket var der en 76 mm maskinkanon, der kunne affyre 70 skud /min beregnet til bekæmpelse af sø- og luft mål. Denne kanon var opbygget ligesom en tromle revolver, blot med den forskel, at der i kanonens tromle kunne sidde
14 skud i tromlen i en revolver 6 til 8 skud. Det var ikke krigsammunition med granater, der blev skudt med efter disse flydende skydeskiver, der var monteret på en tømmer flåde, som vi slæbte gennem vandet efter os, og projektilet
en stor klump metal på ca. 6 kg, kom rygende gennem luften med en hastighed på ca. 1000 m/sek. Ammunition til en 76 mm, dvs. ammunitionen har en diameter på 76 mm.
Disse italienske kanoner var ikke noget pressions instrument i sig selv, og korvetten havde lige hejst kommando, så der var nye og urutinerede folk på alle poster til at betjene grejet. Jeg havde mine bange anelser. Skydningen
gik faktisk godt, jeg blev ikke ramt, men nogle af skuddene kom rimelig tæt på.
Shapur havde meldt sin ankomst, og mine forældre havde kontaktet mig, for at vi alle kunne spise middag sammen på Charlotte Muncksvej.
Chefen på korvetten havde samme aften inviteret til middag i officers messen på Triton, og lod mig forstå, at hans invitation gik forud for alle andre invitationer. Han sagde det ikke direkte, men hvordan kunne en simpel reserveløjtnant
stille sig på bagbenene og ikke bare parerer ordre. Jeg deltog i middagen på korvetten, og alt endte som den slags middage altid gjorde, chefen fik for meget at drikke, og det endte med, at vi skulle sidde og hører på alle han ufejlbarligheder.
Og jo længere festen varede jo mere pinlig blev det.
Næste morgen skød Triton det første skud, anden affyring blev en ”klemmer” hvilket bevirkede, at ladningen var blevet afskudt uden resultat,
og patronen havde sat sig fast i tromlen. I fredstid må kanonen ikke røres i en bestemt tidsperiode. Det var slut med at skyde mere, og chefen på Triton fortalte over radioen, at nu sejlede de herfra Isefjorden, og han takkede for min indsats.
Jeg var ikke længe om at aflevere skydeskiven på marinestationen, hvorefter jeg sejlede til Holmen. Jeg nåede herefter at møde Shapur på anden aften af hans første besøg hos mine forældre, nogle og tredve
år efter, han havde forladt Vejlefjord med sin familie omkring 1932.
Han kom en del gange, hvor han bl. a. sammen med min søster rejste til Stouby for at få sløjfet hans mors grav, den mor som han knapt nok kunne
huske. Jerbanoo Dalals grav findes derfor ikke mere på Stouby Kirkegård. En anden gang kom han med sin hustru, hvor hele familien skulle samles på Stege kro for at fejre en rund fødselsdag, hustruen og Shapur blev så inviteret
med, og vi havde alle en fornøjelig dag sammen.
Man puslede med tanken om, at min moder skulle besøge hans familie i Indien, men tanken blev ikke udført i praksis.
I
1987 modtog min moder et brev fra en sagfører i Madras, her stod: Shapur Dalal er afgået ved døden. Da man åbnede hans testamente blev sagføreren pålagt at underrette fru Karen Lund, Charlotte Muncksvej 27 om, at
hendes plejesøn Shapur Dalal var gået bort i en alder af 63 år.
Min moder døde 7 år senere, hun blev knapt 94 år.
Børn og barnlige sjæle, der går
tur i skoven ved Fakkegrav tidlig om morgnen, mener på varme dage, at kunne høre en pusten og trampen af store dyr, det er indiske elefanter der fouragere i underskoven.
Det er ganske vist for jeg har
selv hørt dem
Efterskrift af 20.05.2012
Fra anden side blev jeg gjort opmærksom på, at Mrs Jerbanoo Jamshed Dalals gravsten stadig
eksisterede på Stouby kirkegård som gravsten nr 681. Den står i et depot sydøst for koret. I maj måned 2012 tog jeg derover, og fandt stenen ved graverens hjælp.
Teksten
på stenen lyder:
Mrs Jerbanoo Jamshed Dalal
Born 9. November 1899
Died 4. September 1932
She made friends whereever she went.
He wanted a friend and there she went.
Sorab
Stenen var en marmor plade, der havde stået på kirkegården i knapt 80 år, med lidt god vilje kunne skriften læses. På toppen af stenen havde siddet en bronce figur, men den var fjernet. Figuren
havde ætset en lys stribe ned over marmorpladen.
Men det piner mig stadig, hvorfor blev Jerbanoo Dala ikke kremeret og taget med til Indien og strøet ud i Ganges floden?
Familien var hinduister
af hele deres hjerter. For den dag hun døde, stod 4 af hendes nærmeste slægtninge og afsagde bønner hele natten ud i hvert sit verdenshjørne. Bønnerne blev afsagt af Shapurs far, hans bedstefar og en fætter, det
sidste navn er mig ikke bekendt.
Gravsten fra nedlagt grav nr. 681 Stouby kirkegård Bjerred herred Stouby Sogn. Stenen
som den ser ud i dag, vejrbidt efter 80 år, men stadig læsbar.