STRANDHUSET  

      <Huset blev revet ned sidst i halvfjerdserne, da stedet var ejet af Jysk Nervesanatorium. Strandhuset lå i den vestlige ende af Langelinie, der hvor Grønnevejen løber ud til fjorden.

Vejlefjord og 2. verdenskrig.

Vi så ikke meget til tyskerne under krigen. Og hvorfor gjorde vi ikke det?

Min teori er, at tyske soldater ikke var calmette-vaccineret, og  havde ikke fået indpodet antistof mod tuberkulose. De havde derfor stor respekt for sygdommen. Danske læger var i  trevidderne og fyrrende nogle af de førende læger i Europa i bekæmpelse af tuberkulose. Som barn blev vi ofte tuberkulinprøvet  ved at få et lille stik i armen. Efter nogle dage kom et rødt  mærke på størrelse med datidens to krone. (Ca. en 20 krone i dag).  Hvis det røde mærke udeblev, skulle vi calmette revaccineres, for så havde vi ikke længere antistoffet i kroppen, og lægerne forbød os at komme på sanatoriet i ca. 3 måneder. Det var en hård straf for os, det var vores lille eller store verden, det var her det hele foregik.

Engelske bombefly var i begyndelsen af krigen travlt beskæftiget med at minere danske bælter, sunde og øvrige farvande, bælterne havde især stor interesse for de allierede, da den tyske Østersø flåde skulle den vej ud igennem bælterne, når den skulle til Norge eller ud i Nordsøen.  

Det var sjældent vi så  tyske soldater på Sanatoriet. Men i november 1942 efter at et Wellington bombefly Z1343 faldt ned i fjorden østen for Træskohage fyr, mødte de talstærkt op.

Flyet var den første i en gruppe på 6. Ved ca. 22 blev det iagttaget af flere personer over Vejle fjords udmunding flyvende i lav højde ud over fjorden i østlig retning. Ud for Trelde Næs svinger  flyet og kommer tilbage ind over Østerskov Det svinger igen ud over fjorden og flyer i lav højde i østlig retning fra Træskohage fyrtårn, her rammer det vandet flere gange, og havarerede med et ordentlig brag.

I Strandhuset på nordsiden af Vejlefjord sad den aften familien Andreassen, og drak aftenkaffe.  Braget efter nedstyrtningen havde fået kaffekopperne til at klirre. Alle var styrtet ud, og i stilheden der fulgte, kunne man hører råb om hjælp ude fra fjorden. Familien i huset var Anne og Peter Andreassen samt sønnen Hilmar Andreassen, som var på besøg, og den yngste dreng Lindy.

Peder Andreassen var nattevægter på Vejlefjord Sanatorium og skulle umiddelbart på arbejde. 

Der havde i den senere tid været en del flyver aktivitet af højtgående fly, men det her var noget andet. Peter havde bemærket, at det sikkert var en nedstyrtning. Andreassens nabo  skovarbejder Niels Nielsen, der boede i Hagekrogen, der ligger som en lysning i skoven umiddelbart vest for Træskohage fyr, havde også hørt braget, han kom løbende til.

Sammen roede Hilmar og Niels mod ulykkes stedet, hvor de fandt en masse vragrester på nedstyrtningsstedet. Her fik de øje på to personer i ført flydevest, hvor den ene holdt den anden oppe. Det var flyets pilot Stefan Chmielewski, der forsøgte at bjerge bombekaster M Dadej, der var hårdt såret, begge besætningsmedlemmer var fra det frie polske luftvåben, der var gået i engelsk tjeneste efter Polen havde kapituleret . Begge blev bjerget op i den fladbundet pram, og roet ind til Strandhuset. Dadej blev kørt til sanatoriet og indlagt. Dagen efter dukkede tyske soldater op på Sanatoriet, for at få Dadej udleveret, men overlæge Gravesen fik overtalt tyskerne til at han blev på stedet grundet han alvorlige tilskadekomst, der blev posteret to vagter med opsatte bajonetter  udenfor sygestuen. Dadej kom sig hurtigt, og der gik ikke mange dage før en gruppe tyske soldater under ledelse af en Sturmbannfürer, forlangte Dadej udleveret.

Da man eskorterede Dadej igennem vestibulen, havde de oppegående kurgæster på Vejlefjord Sanatorium taget opstilling i siderne af hallen. De klappede respektfuldt og råbte hurra, da den polske flyver blev fuldt til døren. Denne spontane tilkendegivelse passede ikke rigtigt SS officeren, der i en brysk og truende vending overfor overlæge Gravesen pointerede, at den adfærd  var særdeles upassende. Overlæge Gravesen der var godt skåret for tungebånd, og altid var god for en kvik bemærkning, fremførte på perfekt tysk: ”Her får alle raske og nyudskrevne patienter et hurra med på vejen”. 

Det var mig bekendt første gang tyskerne viste sig på Vejlefjord Sanatorium

Hilmar Børge Andreassen boede i Hornumkjær, og var den aften på besøg hos sin fader Peter Andreasen. Nils Rasmussen Nielsen boede i Hagekrogen, lysningen i skoven vest for Træskohage fyr, nuværende Sanatorievej 18. Begge blev efter krigen hædret af såvel den Polske - som den engelske stat for deres indsats aftenen den 8. november 1942.

Efterskrift 09.06.2012

 Hvis du går en tur lang stranden, der hvor Strandhuset lå, ligger der mellem vejen og vandkanten nogle gamle murbrokker. Da Jysk Nervesanatorium nedrev huset, ryddede man ikke op efter sig, man lod det ligge på stedet. Sådan endte et egnens ældste familie huse, der kunne dateres tilbage til 1700 tallet måske ældre.

Det engelske Wellington bombefly fra 1939 der bl.a. blev brugt til at minere danske farevande.

Oplysninger til historien er hentet  fra: www.airmen.dk, lokale beretninger fra egnen og for -talt og familien, samt en artikel fra Horsens Folkeblad 31.01.1968