En historie fra Vancover

Lorry - bare en historien jeg oplevede i Vancover.

I 1958 blev jeg indlagt med blindtarmsbetændelse på Shaughnessy hospital i Vancouver, British Colombia Canada. Jeg var på daværende tidspunkt letmatros på ØK’s skib Panama.

Vi  sejlede fra København den 3. juni, og skulle foretage en rejse til vestkysten af Amerika. Vi opsamlede stykgods i Europas større havnebyer. Godset skulle losses i  byerne på vestkysten af Amerika på stillehavskysten med vendepunkt i Vancover Canada.  Større byer vi anløb var San Diego. Long Beach, San Francisco, Portland Oregon og Seattle, men også nogle mindre som Sacramento, Eureka , Goos  Bay, der alle er tømmerpladser. ØK var dengang stor i verdenshandel med træ.   .

Efter at have krydset Atlanterhavet, anløb vi Sct Thomas, hvor ØK stadig havde handelsmæssige  interesser med øerne i gennem Vestindisk Kompagni. Videre til øen Curacao i de Hollandske Antiller for bunkring af brændstof. Derpå gennem Panama kanalen.

I Vancover  var vi udlosset, og samtidig begynde vi at lastede til hjemrejsen.. Vi sejlede samme vej tilbage, med anløb af lastehavne næsten som lossehavnene tilbage til Europa, og endte i  København. En sådan rundrejse tog almindeligvis 4 måneder.

Den 26 juli blev jeg rigtig dårlig, og jeg blev haste indlagt på Shaughnessy Hospital. Hospitalet var forholdsvis nyt og bygget lige før 2. verdenskrig som militærhospital. Rundt om hospitalet lå nogle små parcel huse, hvori der boede krigsveteraner fra 1. verdenskrig.

Hovedparten af disse veteraner havde under 1. verdenskrig været udsat for giftgas angreb, og deres lunger var helt eller delvis ætset væk, og her boede de tæt ved et hospital med hyppig lægekontrol. Dette var ca. 40 år efter 1. verdens krigs afslutning, og stort var det, at man havde været i stand til at holde liv i disse mennesker.  Men hvilket et sørgeligt syn at se på? Disse parcelhuse var udsigten fra mit værelses vindue.

Hospitalet blev også benyttet af det beredne canadiske politi - Royal Canadian  Mounted Police. De optrådte en dag på græsplænen  foran hospitalet med musik, og samtidig viste de deres ride færdigheder.

Af dem der var patienter  på hospitalet, havde de fleste haft en fortid som soldater i de canadiske styrker under 2. verdenskrig.

En dansker ved navn Andersen, der var emigreret i 1926,  lå på hospitalet, han havde deltaget i 2. verdenskrig på canadisk side. Veteraner fra 1. og 2. verdenskrige blev behandlet gratis, det var en del af den canadiske sundhedsreform. Andersen var ansat i det canadiske toldvæsen. Efter jeg var blev rask, besøgte jeg ham og hans hustru. De var meget religiøse, de bad for eksempel bordbøn før middagen, hvilket jeg aldrig havde oplevet før. De var oprindelig fra Holstebro, og fru Andersen viste ikke alt det gode, hun skulle gøre for mig, så hun havde lavet syltede agurker og rødbeder og meget andet, som familien almindeligvis  købte i supermarkedet, og jeg skulle svare på, om de smagte ligeså godt som dem min mor lavede.

Skuffet blev fru Andersen, da jeg fortalte, at min mor ikke længere lavede den slags, men købte dem konserveret på glas i fødevare butikkerne. Familien havde ikke haft forbindelse til Danmark i mange år, og familien Andersen var overbevist om, at tiden havde stået stille i Danmark siden de forlod landet, og at familierne stadig var selvproducerende af den slags fødevare.   

Jeg blev hurtig opereret, og lå nogle dage og sundede mig, men jeg fortsatte med en voldsom diare.. Skibet var afsejlet, og planen var, at jeg skulle rejse til en af lastehavn længere nede af kysten og gå ombord i M/S Panama igen, men jeg havde svært ved at blive rask. 

Den danske koloni i Vancouver var på daværende tidspunkt på ca. 400 medlemmer, og kolonien havde tilknyttet en dansk præst ved navn Kronborg. Han kom med en del eksemplarer af det hedengangen ugeblad Tidens Kvinder til mig. Sikkert nogle blade hans hustru fik tilsendt fra Danmark. Men ikke særlig opmuntrende og interessant for en ung mand på 20 år, men præsten havde vel ikke haft andet læsestof at tage med på sit sygebesøg. Han kom vist kun den ene gang. 

I perioden hvor jeg lå der, kom forskellige danskere uopfordret og  besøgte mig, bl. a. en  havemand, der var ansat på Shaugnessery Hospital. Han var emigreret til Canada i 1906 sammen med sine forældre. Han fortalte, at han ikke havde  nogen forbindelse til den danske koloni, da han var canadisk katolsk gift, og selv var overgået til katolicismen. Hans hustru og ham havde en datter. Han var først eller midt i tresserne, han var høj og mager, atletisk bygget, et pænt ydre, var gråsprængt, og talte et meget kultiveret og fejlfrit dansk.

Han fortalte sin historien om præstefamilien Jens Frederik Feilberg  og Laura Dorthea Almind.

Jens Frederik havde svært ved at få sin embedseksamen som teolog fra Københavns universitet , og helt galt var det med økonomien, han fik ikke meget hjælp hjemmefra, faderen var selv præst og familien sad i trange kår. Et held for Jens Frederik var, at han mødte Laura Dorthea, der var balletdanser på Det Kongelige Teater, og som samtidig  havde stor økonomisk sans, og hun tjente rimeligt ved sin dans. Uheldigt for Jens Frederik var, at Lauras Dortheas metier i familiens øjne var underlødigt, og ballet var ikke anerkendt i de kredse, som Jens Frederik og hans familie færdes i. Jens Frederik valgte kærligheden til Laura Dorthea frem for familien, hvilket resulterede i, at familie slog hånden af ham. De giftede sig, og Laura underholdt ham økonomisk, og han fik sin teologiske embedseksamen.

Præst Jens Frederiks Feilbergs første kald var på Færøerne. Laura Dorthea, der var en meget aktiv kvinde, kunne ikke holde sig i ro på Færøerne, her var der ingen steder hun kunne danse, så hun begyndte at handle med edderdun, fik en eksport i gang, og hun tjente en formue. På Færøerne fik de sønnen Frederik  Laurentius Feilberg den senere kabaretdirektør, journalist, restauratør mm.

Jens Frederiks andet kald blev på De Danske Vestindiske øer i byen Sct. Thomas. Hvad Laura Dorthea begyndte at interessere sig for her på øen, husker jeg ikke, at min besøgende fortalte noget om, eller måske blev det ikke nævnt, men Frederik Laurentius der altid i familien var blevet kaldt ved sit andet fornavn Laurentius, da faderen ligeledes hed Frederik, blev af den indfødte befolkning kaldt Lorry, da de ikke kunne udtale navnet Laurentius.

Jeg blev aldrig klar over, hvad den manden hed, der besøgte mig, eller hvorfor han fortalte mig denne historie, men umiddelbart skulle man tro, at han var i familie med præsten Jens Frederik Feilberg og Laura Dorthea samt sønnen Frederik Laurentius, den senere ejer af forlystelses etablissementet Lorry på Frederiksberg.

Et par dage efter hans besøg opstod der stor postyr omkring min person. Den patient jeg lå på stue med, blev i hast kørt ud af værelset. Der blev påsat isolations- og adgang forbudt skilte på værelses døren, man havde opdaget, at jeg havde tyfus, og jeg blev bragt i isolation, det var slut med besøgende på værelse, og jeg så aldrig mere ”den historie fortællende mand”.             

Blindtarms betændelsen var en fejldiagnose, og det sene tidspunkt, hvor lægerne reelt fandt ud af hvad jeg fejlede, samt operationen havde bevirket, at jeg havde rigtig svært ved at blive rask. Efter en lille måneds indlæggelse blev jeg erklæret rask, og jeg blev udskrevet.

M/S Panama var nu over alle bjerge, og efter en uge på et pensionat i Vancover blev jeg fløjet til Long Beach, der er havneby  til Los Angeles. Her  gik jeg om bord i ØK skibet Simba som konsulat passager. Jeg var hjemme i Danmark sidst i september, hvor jeg gik sygemeldt endnu godt halvanden måneds tid.

Jeg udmønstrede igen dem 10 december 1958 i ØK’s  stykgods båd M/S Sinaloa .